Hvis Herlev Eagles-direktør Lars Skjøth forsøger at lokke ishockeyfans i skøjtehallen til semifinaleserien mod Aalborg Pirates, er det mildest talt et usædvanligt salgsfremstød.
– Vores tilskuerfaciliteter er på alle mulige måder elendige.
– Vi har kun ganske få siddepladser, og et moderne publikum gider ikke stå op. Vi har ingen ordentlige toiletfaciliteter og salgsområder. Vi har ingenting. Det var en flot hal i 1977, men det er det altså ikke længere, buldrer han.
Herlev er en ishockeysucces på trods. Siden klubben i 2011 vendte tilbage til den bedste række efter to sæsoners fravær, er den blevet drevet på et af ligaens mindste budgetter i en faldefærdig hal præget af årtiers slitage.
Det har givet nogle gevaldige øretæver undervejs, og tilskuerinteressen har været svingende. Alligevel er der mere liv i foretagendet end længe.
For første gang i 32 år har Herlev spillet sig ind blandt landets fire bedste ishockeyklubber.
– Der er ikke noget held i det her. Det er seriøst arbejde over rigtig lang tid. Vi har udenlandske spillere, der har været her i både tre og fire år. Nu har vi også fået en danskerstamme, der bidrager stort.
– Vi har udviklet spillere, som var kasseret, og som ingen rigtig havde tillid til. Samtidig har vi en træner og en sportslig ledelse, der er dygtige til at finde de rigtige spillere. Og vi er dygtige til at holde på dem, siger Lars Skjøth.